Källa: Läsning om Finnar, Finnkultur nr 1, 2002, med kommentar av Arne Vannevik

Beskrivelse

over

Trysild Præstegjeld

i

Aggershuus Stift i Norge

 forfattet

 af

 Stedets Præst

 Axel Christian Smith

 i Aaret 1784

 Hominen experiri multa paupertas jubet.

21de Kapitel

Om den finske Slægt i vort Sogn

At vi have Finner boende iblandt os, maa vel Læseren have bemærket af de foregaaende Beretninger. Jeg formoder, at mange have Lyst at vide noget om dette Slags Folk; jeg vil derfor i nærværende Kapitel fortælle noget om disse Familier; men om min Fortælling vil svare til Læserens Forventning, torde blive en annen Sag. Ikke har jeg mange Kilder at øse af, for at samle Materie til Udarbejdelsen af dette emne. Wilse nævner neppe det Ord Finne i sin Beskrivelse over Spydberg; Gjellebøl ikke heller. Hvad de Finner angaae, om hvilke jeg har foresat mig i dette Kapitel at skrive, har jeg alene disse faa Ord hos Pontoppidan. (Pontopp. Norg. Nat. Hist. 1 B. 4 Kap. Side 159 .) "Omtrent i Aaret 1624 indfandt først de saa kaldede Rug-Finner sig Søndenfjelds, og lærte Bonden at omgaaes med Braatehugst."

Uden altsaa videre Indgang og Fortale til Texten.

Jeg har Finner i mit Sogn, virkelige ramme Finner, Finner, hvoraf endeel læse og forstaae det finske Sprog ligesaa godt, som om de skulde boe i Åbo i Storfinland: alene der ved nogle Ord kan findes en eller anden Afvigelse i Udtalen, en saadan Forandring, som kan mærkes i Sproget hos en fra Kjøbstaden og en fra Landet.

Af de Gaarde, paa hvilke disse Finner ere boende, findes ved Oos-Søen 4, og 9 i den søndre Deel af det egentlige Trysild. Opsidderne paa disse Gaarde række sig til et Tal af 24, og Husmændene disse Gaarde tilhørende ere omtrent 16. Men overhovedet ere Sjelene i de finske Familier udisputerlig halvtredie Hundrede; thi alene i Torberget, paa hvilken Gaard dog kuns ere fire Bønder, findes Huusmænd og Inderster, Gamle og Unge med Oppsidderne indberegnet 70 Finner. Efter gamle Mænds Beretning skal Fædrene til disse finske Familier allerførst være komne fra Stor-Finland, og derfra have flygtet i den Tid Russerne saa haardt ængstede dette Land og borttog endeel deraf. De Flygtige nedsatte sig i de forekommende øde Skov-Strækninger i Provinserne Helsingland, Medelpad, Westmanland, Nykjøping og Wærmeland i Sverige, og noget indover Grændsen i vort Land. De have helst søgt Skovbjergerne, som beqvemmest til deres Rugbraate-Hugster.

For Jagten og Rugavlingens Skyld have Finnerne, som meldt, saa gjerne villet nedsætte sig i Skovmarken. Og mærkeligt er det: Disse paa begge Sider ved Grændsen boende Familier rækker ikke lenger Nord end i dette Sogn, og endog her i Sognet ikke højere op, end til Fjeldenes Begyndelse, (Jeg holder mig alene Søndenfjelds; thi om hine Lap-Finer, Søe-Finner, Qvæner, et. har jeg intet at melde.) og hvorfor? Naar Fjeldene møde, kan Rugsæden formedelst Klimatets Haardhet ikke vel komme fort. Vel findes der Finner paa Medelpads og andre Nordlandske Skove i Sverrige; men disse Skov-Strækninger, skjønt længere nord, end dette Sogn, ligge dog igjen saa langt i Øst, at de paa mange Mile nær ikke række Jämtelands eller Herjedalens Fjelde.

Til Forskjæl fra Lapfinner kalde de nordenfjeldske vore Finner: Rugfinner. Deres Sprog, Sæder, Levemaade m.m. er og ganske adskilt fra hine omstrejfende Rensdyr-Vogtere. Naar en Lapfin og en Rugfin hver vil tage til sit Sprog, da forstaae de hinanden mindre, end en Franskmand forstaar en Hollænder. Kan derfor vel gjerne være, at Lapperne - som Høgstrøm mener, - ere vore Finners Forfædres Forfædre, eller at Lappernes Sprog er en Dialect af det Finske, som han skriver. Ligesaa lade vi det uanfægtet passere: at den gode Rudbech gjør dem til en Afkom af Israels Børn.

Mer angelegent er det, at vide noget om denne Slægts Sæder og Levemaade iblandt os, om de mærkelig adskiller sig fra vor Nation o.s.v. Det er artigt, enhver finsk Familie har sit Tilnavn, hvoraf de dog sjelden betjene sig. De kalde dette ikke Bi-Navn, men By-Navn, og tror jeg, det skal betegne den Bye, (En Bondegaard kaldes i Sverige en Bye) hvorfra deres Fædre ere komne. Saa have vi hos os: Kakelauer, Surer, Honker, Ronker, Tosker o. a. f.

I Udtalen udmærker denne Slægt sig meget fra vor. Baade de norske og de svenske Finner kjende hver deres Lands Sprog; imidlertid udtale de baade det norske og det svenske Sprog med et saa lignende Tonefald, at man skal have vanskelig for at skille en norsk og en svensk Finne fra hinanden. Ordene udtale de i en Slags stødende eller syngende Tone. Men deres Udeladelse af nogle Konsonanter, saasom S, F, L, R og flere i Begyndelsen af et Ord, deres Forbyttelse af haarde Bogstaver med bløde og bløde igjen med haarde, saasom B med P, og P igjen med B, K med G og G med K, D med T og T med D o.s.v. er förunderlige. Og hvo kan hertil anføre den rette Grund og Aarsag? Saa sige de for Ex. Verje, Riig, Leksil, Rikys, Røpelig, i Stedet for Sverige, Krig, Kvægsølv, Friskyds, Skrøbelig. Ligesaa er i deres Udtale Tryk det samme som Dryk, (Drik, en Dosis), Kuld er Guld, Pyg Byg, Benge Penge, Taler Daler, tømme dømme, og saa videre.

I det jeg anfører vore Finners Omvexling med Konsonanterne, erindrer jeg, hva der staaer i Profesor Todes Nye Sundheds-Tidende for Aaret 1782 og November Maaneds Hefte Side 603, hvor han lader en Helvetier udtale en Smule Fransk med den Accent: Matame, bermedez qve je le honnor te fous aborder le bedit pouqvet, qve fous afez pien foulu commenter. Ethvert eneste af disse Ord skulde af vore Finner været udtalt aldeles paa samme Maade. Hundrede Gange har jeg hørt Finnerne sige Matam i stedet for Madame. Dog maa i Henseende Sproget dette anmærkes: Kun alene de Ældste have mest af denne forvendte Udtale. Nogle Finner kjender jeg, hvis Udtale er aldeles lik de andre Trysildere. De ere og nu baade i at læse vort Sprog og i dets Udtale langt færdigere, end for nogle Snese Aar siden, da man fandt dem iblandt de Gamle, som næsten ikke kunde tale andet, end deres Fædrenemaal. Ligesaa mærker man nu, at det finske Sprog nærmer sig iblandt dem til sin Undergang, da mange af endeel Finners Børn kun lidet forstaae deraf, men slet ikke kan tale det.

Egnen vore Finner beboe, kaldes i Almindelighet: Fin-Skogen eller Fin-Marken. Dette navn er overalt bekjendt baade i Sverrige og i Soløers Fogderie i vort Land. Vore Finner, skjøndt de ere eet Slags Folk med Finnerne paa Soløers Skovene, have dog dette forud for de andre: at de fleste af dem er Selvejere eller Gaardbrugende, da hine for det meste alene ere Huusmænd. Finnernes Boliger i Soløer kaldes Fin-Torper; men fast aldrig hører man hos os dette Navn, da de enten kaldes: Gaarde eller Huusmandspladse. Men Bjerge og Høje ere forvanligst deres Tilhold baade her i Soløer og ligeledes i Sverrige; derfor læser man næsten altid berget føjet bag deres Gaardsnavn, saasom: Aspberget i Sverige, Gravberget, Jubberget, Rusberget etc. i Soløer; Eenberget, Flusberget, Syljuberget i Elverum; Skjærberget, Torberget, Røsjøberget etc. i Trysild.

Den største Deel af soløerske Finner bor endnu i Deres Badstuer eller Fin-Kojer. Alle vore Finner derimod have Stuebygninger af samme Storhed og Skikkelse, som de andre Bønders. Deraf maa det og komme, at vore Finner have ikke de tørre og guulblege Ansigter, og de sure og røde Øine, som man finder hos hine: En Virkning af den megen Røg deres Badstuer saa ofte ere fyldt med. Det er i disse Badstuer det finske folk føler saa stor Lyst til at bade sig: En Skik som endnu er i Stor-Finland efter Hr. Mag. Pehr Adrian Gadd's Beretning i hans Beskrivelse over Satacunda-Herreders nordre Deel. Om vore Finner bade sig saa tidt, nemlig; hver anden og tredie Dag, som hine i Stor-Finland, tror jeg ikke. En Gang hver Uge torde det i det mindste skee. Med denne Baden er Omgangen følgende: I deres Badstuer er en liden Ovn af Graasten opsat. Efter at denne er vel opildet og Røgen forsvundet, klæde de Badende sig ganske nøgne, og saaledes staae eller hænge sig oven over Ovnen paa Bjelker, da den hede Ovn imidlertid bestænkes med Vand, og derved omgiver dem med en fugtig og hed Damp. I det denne varme Damp omtaager dem, have de Riisqviste i haanden, hvormed de saa sagte pidske deres Legeme over alt, da de tykkes, Kroppen derved desbedre lettes, og Lemmeme blive mer myge og smidige. Naar de gaae ned igjen af Badstue-Hjellerne, overskylle de seg enten med koldt Vand, eller og løbe de lige til Bækken, ja man siger, endeel om Vinteren pleje at vælte sig ganske nøgne i Sneen. Vist er dette en egen Badning. Men nok! de finde sig vel herved.

Finnerne er gode Skytter; dog veed jeg ikke, om de heri have noget forud for vore andre Trysildere. Ligesaa ere de og færdige i Skie-Renden; dog heller ikke i dette fremfor de andre. De bruger ingen Foring under Andoren, som andre Trysildere; komme dog alligevel frem op etter Bakken.

Braatehugst har tilforn mer end nu udgjort det vigtigste af deres Næring. For Tiden beskjæftige de sig mer med Tømmerbruget, dog derfor ikke ganske glemmende deres Fædrene-Syssel. Granbjergene ansee Finnerne som de beqvemmeste til Rugavling. Paa de steder i saadane Lier, hvor man seer de frodigste Træer at voxe, og hvor Landskabet tillige befindes at være tørt, og bedækket med god muldig Jord, nedfældes Skoven i en stor Vidde. Gjerne sker dette tidlig om Sommeren. Efterat Træerne ere blevne liggende til næste Sommer og saaledes fortørrede, antendes Ilden over alt i Hugsten, og paa det Braaten eller Faldet, som man sædvanligst kalder det, desbedre kan blive brændt tillige med Mosen, passer man nøje paa, at anstikke Ilden efter en lang Tørke, og allerhelst naar Luften har Udseende til Regn. Ikke længe efter at Braaten er afbrændt, udsaaes Vinter-Rugen meget tynt imellem de afbrændte Træe-Stammer og Stubber, som næste Aar betaler Arbeidet ofte med den rigeste Høst. Flere Bønder ere gjerne i Fællesskab med en Braatehugst, saa at den udsaades iblandt med 3 à 4 Tønder Rug og derover.

16 til 20 Fold høstes i disse Braater ikke saa sjelden, og skulde blive en overmaade lønnende Jordebrugsmaade, var den ikke forenet med saa mange og bekostelige Arbeider. Især er Indhøstningen meget langvarig, da et Rug-Fald, i hvilket kan avles et Par Snes Tønder, kan ikke - skjøndt Folkehjelpen er stor - i ringere Tid afskjæres, end nogle Uger. Rug-Sæden oppsættes paa stedet i store Hæskjer, og saaledes bliver staaende til næste Vinterføre; atter bekostelig, naar de siden efter, iblandt til et Par Miles Vej, skal hjemkjøres. Den samme Sommer, hvis Høst skal frembringe Frugten af den forrige Aar nedkastede Sæd, foretages en ny Braatehugst, hvilken Aaret efter afbrændes tillige med forrige Braates overblevne Træe-Stammer, som tilforn ere blevne sammenlagte i Dynger. Dette hedder: Baal-lægning, men det andet Riisfald. Begge Steder udsaaes til sammen, og det paafølgende Aar giver Haab om en dobbelt Høst.

Rior betjene og vore Finner sig af, ligesom i Stor-Finland. Vi kalde dem: Ryer - Fin-Ryer, og er et Slags Huse Finnerne bruge til Rug-Sædens Tørkning. Lige fra de i Rug-Braaten opsatte Hæskjer, kjøres Rugbaandene eller Negene til Ryen, og der oprejses paa Stænger eller Bjelker, lagte som et Tag eller Loft tvertover Bygningen, imidlertid opvarmes Huset af den Ild, som lægges i den neden under værende Steen-Ovn. Derefter optærskes Rugen paa Gulvet i Ryen og strax er tjenlig til Malning uden videre at tørres, ligesom den og fra det ene Aar til det andet kan henligge uten at tage Skade, og alltid er god og duelig til Udsæd. Braate-Rugen ligger i disse Tørkhuse omtrent 8 Dage, og hver Mandag plejer Tærskningen ske paa Gulvet i Ryen af 8 Karle. Med mer Vidtløftighed veed jeg ikke at kunne skrive om Braate-Rug-Sæden blandt vore Finner. Endeel af de andre Bønder i Sognet plejer og at gjøre Forsøg dermed, men ikke med synderlig Hæld for dem, hvis Skove ligge for nær op under Fjeldene: thi i de Braater enten bortfryser Rugen, eller umoden maa indhøstes.

I det øvrige vil jeg ikke opholde Læseren med at vise Skaden eller Fordelen af denne Brugsmaade. Kun dette maa jeg melde: vore Skove ere saa vidt udstrakte, og mange af dem saa avsides liggende, at de neppe skulde tilbringe Ejermanden mindste Fordeel, kunde det ikke ske ved den ommeldte Rugavling.

De fleste af vore Finner ere i bedre Forfatning, end de andre Trysildere, og dette tilskriver man Bruget af deres Rug-Braater. Man mærker ellers, at de ere ikke saa flittige i at omgaaes med denne Syssel, som deres Fædre; men man mærker derhos: de ere heller ikke saa velstaaende. Dog leve de i Almindelighed bedre, end de andre Trysildere. I de store Skov-Strækninger deres Gaarde ere liggende, findes mange græsrige Myre, saa at de kan underholde en Hoben baade stort og smaat Qvæg. Deres Rug-Avling levner dem og næsten et hvert Aar saa meget Føde, at deres Brød-Kurve sjelden ere tomme; og Brugen av Barkemelet er paa Findmarken langt mindre sædvanligt, end blant de andre saa kaldede Trysildere.

Finnerne beskyldes af mange forTrolddom, Hexeri og andre Koklerier. Det torde vel ikke vaere saa usandt at Overtroen i de ældre Tider maaske har været stærkere hos denne Slægt, end hos de andre norske Bønder. Imidlertid blive Finnerne tillagte mange overnaturlige Kunster, hvori de dog vist er uskyldige. Maaske endnu en eller anden tandløs Kjelling, en udlevet Gubbe, en lidderlig og fordrukken Dreng paa Fin-Marken, torde vove at ville bedrage den lettroende Tosse, med at spaae ham i Haanden, igjenvise det Forlorne, sætte Ulykke paa hans Kvæg o. s. m. men foruden dette, at enhver Fornuftig anseer alt saadant som lutter Bedragerier, kan jeg forsikre: jeg ikke veed om nogen af mine Finner skulde kunne regnes blant saadane Bedragere. Overtroen hersker, Gud skee Lov! maaske mindre i dette Sogn, end i mange andre Sogne i de folkerige Egne; og paa Finmarken forsikrer jeg, Fanden ikke har mer at bestille, end i selve Trysild.

En god Deel af mine Finner ere agtværdige Mennesker, vel oplyste, besidde meget Tjenstagtighed, Godgjørenhed og Føjelighed. Om jeg derfor ikke giver dem det fordeelagtige Vidnesbyrd, som en agtværdig mand af mine Naboe-Præster i Sverige, der sagde om Finnerne, hvoraf han og havde mange i sin Menighed: Finnerne ere de bedste af mine Folk; saa maa jeg dog bevidne, at de ere ligesaa gode og agtværdige, som de andre af Sognets Beboere.

Men den Sværmodighed, den Tungsindighed og Ængstelse, som synes at være almindeligere paa Finskoverne, end i andre Egne, hvoraf den rejser sig? Dette veed jeg ikke at give en fyldestgjørende Oplysning om. Sært er det, at den nys ommeldte Hr. Pehr Adr Gadd skriver det samme om Finnerne i Satacunda Herreder i Stor-Finland: (Side 100) Af de Siukdomar - hedder det - som här plåga Folket, tyckes malum hypochondriacum eller deras såkallade Sydemän tauti vara den allmännaste. Jag lemnar til Herrar Medicorum mognare Omdömme, om icke Invånarenas myckna Rof - och Kål - ärande (trol. felstavning av -ätande, red.:s anm.), och deras okocta dricka eller Finskalura lärer lägge Grunden til denna Siukdom. Jeg veed just ikke, om denne Drikk, her benævnes, er i Brug hos vore Finner; men Kaal have de ofte i Overflødighed, og Næper pleje hvert Aar at voxe paa Finmarken i stor Mængde. Foruden Syrblande skal de undertiden til deres Drikk bruge en Art Øll kogt eller brygget af Rug i Stedet for Malt. Hvo veed, om ikke saadane (maaske ilde kogte) kolde og gjærende Drikke, oven paa den opblæsende Kaal og Rødder, hos endeel kunne forvolde Ængstelse og Hjerte-Klemmelse?

Jeg maa ellers paa dette Sted anmærke: Er Sinds-Svaghed alminderligere hos finderne, end hos de andre Trysildere, saa tror jeg og, at den i Forhold til Folkemængden, er alminderligere her i Sognet end i andre Sogne. Med Vished veed jeg, at der findes over 20 Mennesker, hos hvilke en sund Sjel ikke er forenet med et sundt Legeme, og dette udgjør jo næsten to af Hundrede? Nogle af disse er gamle afsindige, men flere af dem alene sørgmodige og ængstede med urolige og fortvilende Tanker. Skulle to af Hundrede i folkerigere Egne være udsatte for saadane hypochondriske og hysteriske Tilfælde, maatte man jo i hvert andet Sogn opprette Dollhuse. Iblandt selve Trysilderne kommer dette Onde vist ikke af overflødig Næpe- eller Kaal-Æden, og mindre af Rug-Øl Drikken. Det har vist sit Udspring af andre Kilder, som det maa blive Naturforskernes Sag nærmere at opdage. De maaske kunne skjønne om dette Onde reiser sig av Luften, Diæten, Folkets Næringssysler, Stedets Beliggenhed eller andet saadant? Professor Strøm melder om en Art af samme Slags Tilfælde i Søndmør, som i de seneste Aaringer var bleven mer almindelig. Det torde rejse sig - mener han - af den taagede og fugtige Luft, som den fugtige Egn da mere, end tilforn, var plaget af. Hos os kan Sygen neppe udledes af den Aarsag. Vi have vel Taage iblandt; men det er enhver bekjendt, at den i Fjeld-Egnene er mindre almindelig, end ved Søe-Siden. Men hvoraf kommer den da? Vist nok er det Uorden i Legemet, som volder denne Uroelighed i Sindet. Men hvad virker Uordenen i Legemet? Hvad hindrer Blodets frie Omløb? Hvad gjør det tykt og slimet? Hvad standser Uddunstingen? Hvad gjør den Trykken og Klemmen under Brystet, hvoraf følger Beængstelse, skrækkende Drømme o. s. v. Maaske Føden - det unærsomme Barkebrød - den raadne Fisk - det lidet saltede Kjød - den megen Melk- og Ost-Spisen? Jeg svarer med Sceptikeren hos Holberg:

Maaskee, Maaskee!

Eller og: den Ujævnhed i Arbeiderne, hvilke nogle Dage falde usædvanlig besværlige, men flere Dage ganske ophøre, thi en stadig Flid mangler de Fleste?

Maaskee, Maaskee!

Eller og i Mangel af den daglige Selskabelighed, hvortil her i de øde Skov-Strækninger gives mindre Lejlighed end i de folkerige Egne? Saa mener Doctor Høgstrøm i hans Beskrivelse over Jämtland, naar han ligeledes melder om denne Svaghed, der ogsaa i den Province er temmelig almindelig: De Wida ock mörka Skogsbygder gjöra merendes Folket twära, ängsliga, eller før mycket alwarsamma, äfwensom tätt bebodda orter lustiga, glättiga, hurtiga, ock merendels glada finnen (feltryck för sinnen, red.:s anm.).

Maaskee, Maaskee!

De, som i denne Svaghed have raadført sig med mig, haver jeg anvist Bøn og Hengivenhed til Gud; derhos: Flittighed og Orden i deres Arbeider. Dette har virket langt bedre end Hestedoktorernes Blod-Tappen, eller Rejsen hen til en gammel tandløs Kjelling, eller en viis Dreng.

Men til vore Finner igjen:

I Omgang med deres Jorddyrkning veed jeg ikke om de adskille sig meget fra de andre Sognets Indbyggere. Da de flestes Gaarde ligge op i Bjergene, hvor Jorden er meget stenig, betjene de sig paa Ageren af den saa kaldede Fin-Plog. Dette Ager-Redskab agter jeg unødvenigst at vise i Tegning, efterdi det ganske lidet er forskjellig fra Ahlen, som nu de fleste af Finnerne begynde at bruge i Stedet for den anden, som er tungere og besværligere til Brydning.

Saa meget som de andre Trysildere, beskjeftige ikke Finnerne sig med Fiskerie om Sommeren. Fugle Legene om Foraaret besøge de flittig; derefter ere de sysselsatte deels med Tømmerhugst, deels med deres Rug-Braater, som er: at hugge nye Braater, sammenlegge Vedden i de forrige Aars indhøstede, brænde og tilsaae de tilberedte o. s. v. Med dette henløber det meste af Tiden, indtil deres Høeaande begynder, som foretages temmelig betids og holder længe ved, eftersom deres Myrslaatter er mange og vidt udstrakte. Efter denne Tid falder nok at bestille med Kornets og Rugens Indhøstning; hvorpaa Vinteren snart er forhaanden, i hvilken Tid de ikke forsømme med deres Rifler at besøke Skoven, naar Lejlighed dertil gives, for at sammensamle endeel Færskmad (Fuglevildt) til det anstundende Trysil-Ting og paafølgende Markeder.

Blant Finnerne findes endeel gode Smede; men ellers tykkes mig ikke at have bemærket aldeles den Behændighed som hos mine Trysildere; dog behøve de sjelden at leje nogen til deres Gaards- og Ager-Redskabers Forfærdigelse, som enhver af dem bereder sig til fomøden Brug.

Verken i Skabning eller Klædedragt udmærke Finneme sig fra andre i Sognet. Uden for deres Slægt indgaa de ikke saa ofte Ægteskab, dog hender det iblandt. Saa at der baade findes Norske boende paa de finske Gaarde, og Finner igjen paa de norske. Ellers har jeg bemærket, at en enkelt Finne mindre finder sig fornøjet blant Trysilderne, end en enkelt Trysilder blant Finnerne.

I Selskab med de Norske tale Finnerne altid vort Sprog, skjønt deres Maal røber dem; men aldrig saasnart komme de hen i en Vraae, førend de strax begynde paa deres Finskereren. Om derfor nogen af mine Læsere af Nyskgjerrighed vendte sig hen til disse Pratere, og en af dem vilde tiltale ham saaledes: mitä te läxitte cazoman? Jeg vædder Een imod Hundrede, han förstod ikke, den gode Finne afviste ham med dette Spørgsmaal: Hvad ere i udgangen at see? Men - nouse ja mene - det er udlant: Staae op og gak bort. Vel! vi ville pakke os fra disse Morlachere. (En natio paa de dalmatiske Bjerge. Se Pontopp. Norg Nat. Hist. 2. PC. 10. Side 456.)

Kommentarer till Smiths "Beskrivelse over Trysild Præstegjeld..."..."

För många år sedan hade jag lyckan att vid ett antikvariatsbesök i en hylla med diverse böcker på danska och norska hitta "Beskrivelse over Trysild Præstegjeld i Aggershus Stift i Norge", en upplaga från 1895. Axel Christian Smith, präst i Trysil, hade författat verket 1784 och fått det publicerat i Topografisk Journal for Norge, 19 - 23, 1797 - 1798. En upplaga från 1960-talet finns också. Liksom ett antal svenska klassiker inom socken- och landskapsbeskrivningarnas område, föreligger alltså Smiths verk i utgåvor från 1700-, 1800- och 1900-talen.

Kapitel 21 "om den finske Slækt i vort Sogn" är den första något utförligare framställningen om den norska finnskogen och dess folk. Före Smiths bok hade endast spridda notiser i några geografiska och historiska verk förekommit. Sedan Smith inledningsvis konstaterat, att det alltså är en pionjärgärning han har tagit på sig, skriver han:

"jeg har Finner i mit Sogn, virkelige ramme Finner, Finner hvoraf en del læse og forstaae det finske Sprog ligeså godt, som om de skulde bo i Åbo i StorFinland..."

Smith uppskattar antalet finnar i socknen till drygt några hundra. Den historiska bakgrund till finninvandringen som han ger är den traditionella: man flydde undan svåra förhållanden och hot och press från ryssarna. "De Flyktige nedsatte sig i de forekommnde øde Skov-Strækninger i Provincerne Helsingland, Medelpad, Westmanland, Nykjøping og Wærmland i Sverige, og noget inover Grændsen i vort Land."

Det konstateras, att finnbebyggelsen i Trysil inte sträcker sig längre än till fjällens början. Smith är helt klar över de klimatiska orsakerna härtill: längre upp kan inte svedjerågen mogna.

I början av sin berättelse bygger Smith på de ytterst knappa tryckta notiserna och "Gamle Mænds Beretning." I fortsättningen refererar han till större delen till egna iakttagelser under ett årtionde. För jämförelsens skull kan man tänka på att hans erfarenheter ligger nästan ett halvt århundrade före Gottlunds. De uppgifter han grundar på egna iakttagelser måste rimligen tillmätas ett stort källvärde.

Stort intresse ägnas åt de språkliga förhållandena. "Baade de norske og de svenske Finner kjender hver deres Lands Sprog; imidlertid udtale de baade det norske og det svenske Spraag med et saa lignende Tonefald, att man skal have vanskeligt for at skille norsk og en svensk Finne fra hinanden." Utelämnandet av konsonanter i början av ord, liksom förväxling av mjuka och hårda konsonanter påpekas, t.ex. "Verje" för "Sverige" och "Benge" för "Penge".

Avsnittet om språket avslutas med en förmodan om det finska språkets snara undergång på finnskogen:

"Ligesaa mærker man nu, at det finske Sprog nærmer sig iblandt dem sin Undergang, da mange af endeel Finners Børn kun lidet forstaa deraf, men slet ikke kan tale det."

Visst fick Smith rätt till slut, men processen blev betydligt mer utdragen än han tänkte sig. Naturligtvis har språket stått sig längre och bättre i Solør, där befolkningsgruppen var större och mer koncentrerad än i Trysil.

"Fin-skogen" eller "Fin-marken" är det gängse namnet på hela det område på svensk och norsk sida, som bebos av finnar. Några väsentliga skillnader mellan Trysilfinnar och Solørfinnar noteras. Så är flertalet av finnarna i Trysil självägande bönder, medan majoriteten i Solør kallas "husmænd". De senares ställen är alltså finntorp, en benämning som enligt Smith inte förekom i Trysil. "Den største Deel av soløerske Finner bo ennu i deres Badstuer eller Fin-kojer. Alle vore Finner derimod have Stuebygninger af same Storhed og Skikkelse som de andre Bønders."

Bastubadet beskrives utförligt: "Med denne Baden er Omgangen følgende: I deres Badstuer er en liden Ovn av Graasten opsat. Efter at denne er vel opildet og Røgen forsvundet, klæde de Badende sig ganske nøgne, og saaledes staae eller henge sig over Ovnen paa Bjelker, da den hede Ovn imidlertid bestænkes med Vand, og derved omgiver dem med en fuktig og hed Damp. I det denna varme Damp omtaager dem, have de Riisqviste i Haanden, hvormed de så sagte pidske deres Legeme over alt, da de tykkes, Kroppen derved desbedre lettes, og Lemmerne blive mere myge og smidige."

Också bruket att avsluta bastubadet med att skölja över kroppen med kallt vatten skildras, liksom alternativen att hoppa i bäcken eller rulla sig i snön. "Vist er dette en egen Badning", avslutar Smith.

Svedjebruket, "Braatehugst", får självfallet sin utförliga beskrivning, även om detta näringsfång redan på Smiths tid börjat minska i betydelse enligt hans egen uppgift. Sädens torkning i rian liksom tröskningen behandlas också. En verkligt intressant uppgift är att finnarna i Trysil står sig bättre än övriga Trysilbor. Skillnaden tillskriver Smith dels svedjebruket, dels finnarnas relativt stora bestånd av boskap. "Deres Rug-Avling levner dem og nesten et hvert Aar saa meget Føde, at deres Brød-Kurve sjelden er tomme; og Bruken av Barkemelet er paa Finmarken langt mindre sædvanligt, end blandt de andre saa kaldede Trysildere."

Om trolldom och övertro har Smith inte mycket att förtälja: "Overtroen hersker. Gud skeee Lov! maaske mindre i dette Sogn, end i mange andre Sogne i de folkerige Egne; og paa Finmarken forsikrer jeg, Fanden ikke har mere at bestille, end i selve Trysild."

Här blir läsaren onekligen en smula skeptisk. När J. V. Palmqvist på 1920-talet kunde finna så mycket "Rester av primitiv religion bland Värmlands finnbefolkning", att det räckte till en hel doktorsavhandling, skulle det då inte på norska sidan men i princip i samma kulturmiljö ha funnits åtskilligt för drygt 200 år sedan? Kan det vara så, att sockenprästen i detta sammanhang inte alls fick de pålitliga uppgifter från sina sagesmän, som han kunde påräkna när det gällde sådd och skörd och andra jordiska ting? Vår svenske kyrkohistoriker och folklivsforskare Hilding Pleijel har påpekat, hur det långt in i vår egen tid har löpt en underström av ett slags hedendom och folkliga föreställningar under ytan av den formella kristendomen. Men att vidkännas yttringar av sådant inför sin egen sockenpräst var nog inte lämpligt.

Slutligen ägnar Smith uppmärksamhet åt vissa egendomligheter i finnarnas lynne, så ofta förekommande och markanta, att han närmast betraktar dem som sjukdomar: svårmod, tungsinne, ängslan. Ganska djärva teorier om samband med kosten framföres, dock med viss tvekan.

Det är inte möjligt att i en relativt kortfattad framställning referera allt, som Smith behandlar. Den allra första meningen i kapitel 21 visar också, att finnar behandlas på många andra ställen i boken. Här kan nämnas några exempel (sidnummer i upplagan från 1960-talet): S. 31-32:

"Vore Finner som beboe Højderne 3 til 5 Mile søndenfor Kirke, avle de fleste Aar en ypperlig Braate-Rug. (...) Naar Braate-Rugen hos os de fleste Gange enten maa avskjæres umoden, eller har faaet Skade af Nattekulde, saa bjerger Finnerne deres Rug fuldkommen væktig og moden."

S. 69-70: Här berättas det om ett originellt sätt att så rovfrö på. Finnen hade fröna på en tallrik, fångade ett i taget med tungan och spottade sedan ut det. På detta sätt säkerställdes en tillräckligt gles sådd. Enligt Smith var finnarna ensamma om denna metod.

Vidare: På s. 116 meddelas att finnarna hade svin i större utsträckning än övriga Trysilbor.

På s. 155 berättas om en intressant finsk sed i mathållningen:

"Endnu en annen Omgangsmaade bruge Finnerne med Vildtet. De fangede Fugle - fomemmelig Storfuglen, Røjen og Aarhønen, ligesom og Haren - tilberede de til de s.k. Fin-Stege, der gjørers på følgende Maade: Efter at Fuglen er plukket, Indvolvene udtagne og Kjødet vel saltet, til hvilken Ende og Bryster opskjæres paa begge Sider af Brystbenet, sættes Fuglen saaledes tilberedt i Bad-Stuen, hvor den tørres eller steges til den blir ganske hard, da den derefter bruges til at spises Sommeren igjennem, som andet tørt eller saltet Spegekjød. En saadan Fin-Steg er temmelig god og velsmagende, og ubedervet kan hænge paa Stavburet, om det var, i nogle Aar."

Denna lilla uppräkning gör inte anspråk på att vara fullständig, det är snarare några exempel. Ett stort och viktigt område som här lämnats därhän, rör redskap och verktyg, jakt och fiske.

Smiths "Beskrivelse över Trysild Præstegjeld" är en klassiker, som väl förtjänar att läsas än i dag. Visst kan det dåtida kraftigt danskpåverkade skriftspråket upplevas som ett avsevärt hinder, men en ansträngning att passera hindret ger god lön för mödan. Kanske kan man även i detta sammanhang tillämpa den latinska sentens, som finns på bokens titelblad: "Hominen experiri multa paupertas jubet", vilket ungefärligen betyder "Mycken fattigdom låter människan lära sig" eller friare "Nöden är uppfinningarnas moder."

Arne Vannevik

Källa: Läsning om Finnar, Finnkultur nr 1, 2002, med kommentar av Arne Vannevik